Referat fra generalforsamlingen d. 9. juni 2013 kl. 9:30 i Sognegården i Melby,
med indskrivning og morgenkaffe fra kl.9:00.

Der indledes med morgensangen "I østen stiger solen op".

Dagsorden:

1. Valg af dirigent og stemmetællere.

Bestyrelsen foreslår advokat Lone Munk Jensen i Frederiksværk som dirigent. Ingen andre forslag.
Lone præsenterer sig selv og forklarer sin opgave her i dag. Efter tidligere beslutning er det dirigentens opgave, at give ordet til bestyrelsen. Hun har læst vores hjemmeside, og sat sig så meget ind i det, som hun havde adgang til.
Lone erklærer generalforsamlingen for lovligt indkaldt efter at have set en konvolut med poststempel 13.5.13.
Hun anmoder om at punkt 4 og 5 byttes om, hvilket accepteres.
De anførte forslag er indkommet rettidigt – inden 1. maj – men da kun 34 stemmeberettigede, heraf 4 fuldmagter, er fremmødt, kan kvalificeret flertal på 2/3 af 75 = 50 stemmeberettigede ikke komme på tale.
Lone anmoder om at 2 stemmetællere melder sig, det bliver Hans Jørgensen og Morten Petersen.

2. Bestyrelsens beretning.

Formanden Eva Møller forklarer at beretningen er fordelt bestyrelsesmedlemmerne imellem, at Helle Fehmerling er på Fanø til stor familiekomsammen, men at Margit Larsen har været så venlig at overtage jobbet som referent.
Samtlige bestyrelsesmøder fremgår af hjemmesiden. Der har været 7 møder i alt.
Ved Margits afgang fra bestyrelsen sidste sommer blev Jens Wilhardt udnævnt til kasserer, men af tekniske grunde fortsatte Margit det praktiske arbejde desangående.

Kristian Kousholt redegør derefter for hjemmesiden og demonstrerer den på stort lærred.
Domænenavnet koster 45 kr. og Hostet 130 kr. årligt.

Grundejernes telefonnumre og mailadresser kan kun fremkaldes af Kristian, så adresse skift o.a. skal mailes til ham.
Der er en linje i oversigten, som ejendomsmæglere kan klikke sig ind på ved f.eks. salg og se hvilke regler af forskellig art der råder i Lisevang 73, som de kan videregive til køber.

Poul Rafn fremlægger fra vejudvalget, at bestyrelsen måske kom noget amatøragtigt ind på problemet vejrenovation, men bestyrelsen gør virkelig en indsats for at finde en løsning, fordi de stadig mener, det er nødvendigt.
Her får Jørgen Borg af dirigenten lov til at præsentere sig meget kort.

Eva Møller fortæller om kloakspulingen i et begrænset område. Den foregik midt om vinteren, hvor det ansvarlige selskab un havde lagt en meddelelse herom i brevkasserne ved de involverede sommerhuse. Kommunen gik hårdt presset med til at sende brev til helårs–adressen.
De fjernede stolper midt på Engholmsvej er stadig ikke genopsat, så Kurt Schackinger vil sammen med Boje Møller og Flemming Fries sørge for at det sker.
Lisevang 73 har 40 års jubilæum i år. Eva efterlyser medlemmer, der vil hjælpe til her.

3. Aflæggelse af regnskab v/Jens Wilhard.

Bestyrelsen foreslår kontingentet uforandret. Renterne har været lidt mindre end budgeteret og grenafhentningen meget dyrere, men der var også særligt meget haveaffald i år.
Dirigenten forespørger, om der foreligger et underskrevet regnskab. Det gør der.

Kirsten Wennerberg spørger til den anførte restance på regnskabet 2012. Margit svarer, at den blev betalt efter regnskabsåret afslutning 31.12.2012, hvilket vil fremgå af regnskabet for 2013 til næste generalforsamling. Pointerer at der ingen restancer er for nuværende.

5. Rettidigt indkomne forslag (vedtægterne)

1. §  2: I teksten skal Frederiksværk kommune rettes til "Halsnæs kommune"
   
§  2: I teksten skal Frederiksværk ret rettes til "Hillerød Ret"
    §18: I teksten skal Frederiksværk kommune rettes til "Halsnæs kommune"

2. Kristian Kousholt:
§8 foreslås ændret til: Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i første halvdel af juni måned i Asserbo/Liseleje. Den indkaldes med 14 dages varsel via e–mail eller, i mangel heraf, via skriftlig meddelelse. Indkaldelsen stiles til hvert enkelt medlem ved brug af de i medlemsprotokollen anførte e–mailadresser og postadresser.
Begrundelse: postbesørgelse er en bekostelig affære.

Begge punkter får tilslutning fra alle 34 fremmødte stemmeberettigede og er således vedtaget ifølge Vedtægterne om 2/3 flertal, forudsat det vedtages med simpelt flertal på den ekstraordinære generalforsamling, der skal finde sted inden 6 uger jf. § 11 og § 9.


Forslag vedr. veje:
 
3. Peter Schiøth: Vejene skal ikke renoveres.
4. Bestyrelsen: Renovering af vejene i 2016. Samlet overslag 1,2 mill. – betaling for hver grundejer 5.000 kr. pr. år i 3 år – i alt 15.000kr.
5. Jette Weisman: Hvis bestyrelsens forslag falder, foreslås en årlig opsparing over kontingentet til en vejfond på 1.000 kr. pr. grundejer om året.

Begrundelser:

Peter Schiøth kan godt leve med huller i vejene, og synes i øvrigt vejene ser pæne ud.

Poul Rafn: Vi er forpligtet til vedligeholdelse. Og børn og cykler kan vælte i hullerne.
Jørgen Borg anfører stor risiko for forværring, hvorfor opsparing bør starte nu.

Jette Weisman: Drastisk med det store beløb foreslået af bestyrelsen. Hun har set de omtalte længdestriber i asfalt mange andre steder, men gør alligevel ind for opsparing.

Dirigenten giver plads for debat.

Jørgen Borg undrer sig over, hvad der foregår inde i hovedet på nej–sigerne. Citat: "I kan forhale, men det er Kong Vinter der bestemmer, hvornår jeres veje "vender". Og ved færdselsmæssig usikkerhed skal kommunen tage affære, og klager over deres dispositioner til Vejdirektoratet vil blive afvist. Tænk jer godt om."

Hr. Henningsen, Engholmsvej 6, synes slet ikke der burde være nogen diskussion, for vi er pligtige ifølge Deklarationen.

Kirsten Geisler undrer sig over udtrykket Vejfond. Dirigenten svarer, at det skal forstås som hensætning.

Kurt Schackinger henleder opmærksomheden på, at Asserbo By Vandværk er i gang med at udskifte deres vandledninger, og selvom det måske kun er nedgravning i rabatterne, vil det afstedkomme tunge lastbiler på vejene. Råder til en dialog med vandværket.
Jørgen Borg svarer, at før igangsætning af renovering af asfalten skal sådanne ting selvfølgelig undersøges grundigt.

Jørgen Mortensen synes bestyrelsen skulle have foretaget vedligeholdelse meget tidligere. Poul Rafn svarer, at for 6 år siden brugte vi 75.000 kr. på pletvis asfaltering og det er i forfald allerede nu.
Jørgen Borg påpeger, at vedligeholdelse af vejene i deres nuværende tilstand vil være omsonst.

Kurt Schackinger foreslår, at der sættes et Blind vej skilt op ved indkørslen til Engholmsvej, så vi blev fri for alle de tunge lastbiler, der for nuværende kører forgæves og på forskellig vis finder ud af at komme væk igen.
Det vil bestyrelsen tage til efterretning.

Steffen Lambertsen foreslår et beløb på kr. 2.500. Dirigenten forklarer forsamlingen, at forslaget legalt kan stilles, idet der under selve generalforsamlingen godt må stilles ændringsforslag til eksisterende forslag på dagsordenen – uden at disse derved skal betragtes som nye forslag (der jo ikke må stilles på generalforsamlingen).

Dirigenten tillader derfor, at alle ændringsforslag kommer til afstemning.
Der er nu fire forslag samt et nødvendigt ekstra: status quo, som vi stemmer om til allersidst.

A Peter Schiøths forslag C Jette Weismanns forslag
B Bestyrelsens forslag D Steffen Lambertsens forslag
O status quo, ikke gøre noget som helst.

Der skal stemmes på bagsiden af de uddelte stemmesedler. Vi starter med den grønne.
Valget står mellem B  eller D.
Resultat: B 19 stemmer, D 13 stemmer, 2 blanke stemmer.

Så stemmes der om B eller C. Brug bagsiden af rød stemmeseddel.
Resultat: B 20 stemmer, C 14 stemmer.

Så stemmes der om A eller B. Gul stemmeseddel.
Resultat: A 12 stemmer, B 22 stemmer.

Sidste afstemning foregår på i hast omdelte hvide stemmesedler.
Der stemmes om B eller O. Forslag B kan kun gå til videre behandling, hvis mindst 2/3 af de fremmødte = 23 stemmer for.
Resultat: B 21 stemmer, O 13 stemmer

2/3 af stemmerne for bestyrelsens forslag opnås ikke.

5 minutters pause

4. Fremlæggelse af budget og fastsættelse af kontingentet.

Jens Wilhardt fremlægger budgettet på baggrund af uændret kontingent på 850 kr.

Kirsten Geisler foreslår forhøjelse på 1000 kr.,
Tove Henningsen foreslår 1500 kr.,
Steffen Lambertsen foreslår 2500 kr., som Tove vil stemme for, og afstår fra sit forslag.
Alle 3 med begrundelsen: opbygning af formuen til vedligeholdelse af vejene, når nu ingen af renoveringsforslagene opnåede flertal.

Kurt Schackinger foreslår at forhøjelsen bliver øremærket vejene.

Dirigenten foreslår en vejledende afstemning om kontingentet for 2014 på kr. 1850, eller på kr. 3350. Resultat: kr. 1850 fik 10 stemmer, kr. 3350 fik 19 stemmer.

4 stemmeberettigede havde forladt generalforsamlingen inden afstemningen.

Jette Weismann synes det er en voldsom stigning.
Margit Larsen pointerer, at kontingentet hvert eneste år skal afgøres på den ordinære generalforsamling.
Peter Schiøth synes hele afstemningsforløbet er meget mystisk.
Jens Wilhardt siger det skal ses som en opbygning af formuen, men er også lidt bekymret for om det kan være en overskridelse af Vedtægternes § 11.
Dirigenten henviser til, at kontingentbeløbet skal tages op hvert år, hvor det så vedtages ved almindeligt flertal.

Hr. Henningsen Engholmsvej 6 mener, at bestyrelsen fremover må komme med en begrundelse for en stigning i kontingentet. Men i dette tilfælde er det IKKE bestyrelsen, der har fremsat ønske om kontingentforhøjelse!

På en bekymret udtalelse over al det arbejde bestyrelsen vil få, hvis en grundejer nægter at betalte kontingent, som foreningen så hæfter for, fortæller Margit Larsen, kasserer gennem de første 34 år i Lisevang 73, om sine erfaringer fra før ordningen med kommunen om opkrævning over ejendomsskatten trådte i kraft. Bestyrelsen fandt sig ikke i restancer, og hvis flere rykkerbreve ikke hjalp, satte vi advokat på sagen. Det har vi gjort 3–4 gange. Sidste gang var det en ny grundejer, der nægtede at betale kontingentet og efter de obligatoriske rykkerbreve, satte vi advokaten på sagen. Der gik meget lang tid og pludselig kom pengene ind med rentes rente og advokatens salær betalt. Det viste sig, at grundejeren ville sælge sit hus, og det kunne han ikke få lov til før han havde betalt kontingentet.

Forslaget om kontingent for 2014 på kr. 3350 er vedtaget
med 19 stemmer for og 11 stemmer imod

Peter Schiøth anfører sin frustration over, at han skal tvinges til opsparing, for det kan han sagtens selv klare. Siden ordningen med kommunen kom i orden, er kontingentet kommet ind fra alle. Margit Larsen uddyber med, at ved individuel betaling har foreningen Lisevang 73 ikke nogen garanti for at få pengene hjem, og bestyrelsen skal bruge tid og penge til advokatbistand på inddrivelse.

6. Valg af bestyrelsesmedlemmer
Helle, Eva og Kristian er på valg. Eva ønsker ikke genvalg. Jens har ønsket at udtræde af bestyrelsen.

Dirigenten foreslår, at vi vælger 4 medlemmer til bestyrelsen således at en af dem indvilliger i at blive valgt for 1 år, så vores turnus med 3 på valg i ulige år og 2 på valg i lige år kan fortsætte.

Kristian var suppleant, da Margit forlod bestyrelsen, men indvilligede i at træde ind som fast medlem for Margits resterende år. Han har været glad for arbejdet i bestyrelsen, det har været en god oplevelse, ikke ævl og kævl, så han anbefaler, at man melder sig som kandidat.

Bestyrelsen foreslår Morten Petersen, Rosenbergvej 28, som er villig til valg.
Jette Weismann "overtales" til at lade sig vælge. Hun bor fast på Engholmsvej 8 efter hjemkomst fra Grønland, hvor hun har arbejdet oppe. Hun vil vælges for 1 år, da hun aldrig tidligere har været i en bestyrelse.

Helle Fehmerling og Kristian Kousholt genvælges,
Jette Weismann og Morten Petersen nyvælges, Jette for 1 år.

7. Valg af 2 suppleanter.

Efter rungende tavshed melder Eva og Jens sig for, som Jens siger, ikke at trække generalforsamlingen i langdrag. De vælges med klapsalver.

8. Valg af 2 revisorer og 2 revisor–suppleanter.

Boje Møller og Poul Frederiksen genvælges som sædvanlig.
Lene Mørck og Gudrun Volt genvælges ligeledes. Margit giver besked til Gudrun herom.

9. Eventuelt.

Hr. Henningsen Engholmsvej 6 – undrer sig over, hvor få der er til generalforsamlingen. Synes det er demokratisk forkert. Og hvorfor kun 1 fuldmagt pr. medlem? Hvorfor kan man ikke bare aflevere fuldmagter til bestyrelsen?
Jens siger, at Vedtægterne siger 1 fuldmagt pr. medlem.
Poul Rafn påpeger, at medlemmerne jo ikke kan tvinges til at møde frem.

Margit Larsen får ordet. Da Lisevang 73 startede i 1973, hvor hun blev valgt ind og derfor kan udtale sig om dens arbejde, gjorde bestyrelsen et stort arbejde og fik kvalificeret hjælp udefra, netop for at få Vedtægterne udformet så uangribelige, at de kunne vare i al evighed, hvilket de egentlig også har bevist.
Margit opfordrer til at lade være med at ændre radikalt i vore Vedtægter og i stedet for lære at leve med dem.

Herefter får hjemmesiden Lisevang 73 prædikatet God, og der er stor ros til dirigenten for hendes ledelse af generalforsamlingen.

Margit gør til sidst opmærksom på Landliggersammenslutningen i Halsnæs kommune, som vi er medlem af. De holder delegeretmøde d. 26.10.2013 på Ølsted Kro, og opfordrer 2 fra den nye bestyrelse af afse tid til at deltage.

Generalforsamlingen sluttede kl. 12.20.


Liseleje den,

 
____________________ ________________________ __________________
Margit Larsen, referent Advokat Lone Munk Jensen, dirigent Eva Møller, formand

 

Download referat Klik her